Stjerneforsker Minik Rosing til Krydsfelt

Danmarks verdenskendte forsker Minik Rosing, professor i geologi på Københavns Universitet, deltager i talk på Krydsfelt Festival.

Minik Thorleif Rosing, professor i geologi ved Københavns Universitet, Geologisk Museum, Statens naturhistoriske Museum. Foto: Les Kaner

Minik Thorleif Rosing har igennem tiden modtaget en skov af priser fra Rosenkjærprisen til Danmarks Geologipris til H.C. Ørsted Prisen og senest i 2018 Rungstedlundprisen. Det vidner i høj grad om en forsker, der forstår at formidle sit stof på en bred og forståelig måde.

På Krydsfelt Festival vil Minik Rosing tale om sit virke som forsker og ikke mindst sin interesse for sammenhængen mellem kunst og forskning.

Rosing har tidligere udtalt til Uniavisen.dk,

»Jeg har altid interesseret mig meget for sammenhængen mellem kunst og videnskab. Begge aktiviteter er forsøg på at forstå den verden, vi lever i, og vores egen rolle i verden. Og kommunikere den viden, så flest muligt får glæde af den. I en bred forstand er det et stort plus, hvis forskning bliver til noget, der kan fortælles i stedet for bare nogle tal.« (Minik Rosing finder fortællinger bag næste bakketop. Uniavisen.dk)

Vi glæder os meget til at få besøg af Minik Rosing, som vil tale med forfatter Mathilde Walter Clark den 4. maj på festivalens Ladescene.