Tak, Birgitte Kirkhoff Eriksen

Tak for ordet.

Det er en fornøjelse at få lov til at åbne en festival som denne.

Jeg tager hatten af for alt det arbejde, der er lagt i, for at vi alle sammen kan mødes i dag. Det er jo altså ikke noget, I gør for pengenes skyld. Der ligger et andet drive bag. Et ønske om at dele gode kunstoplevelser og viden med andre. Ud fra en kærlighed til sproget, musikken, landskabet. Det drive og den nysgerrighed og åbenhed vækker formentlig også genklang hos kunstnerne, filosofferne og forskerne, som deler deres kunnen og viden med os andre i dag. Tak for det.

Der er utroligt mange festivaler rundt om i dette land. Netop denne, vil med egne ord

Sætte fokus på inspirationen og stedet; hvor kommer vi fra og hvor er vi på vej hen. Med Krydsfelt Festival stopper vi op for en tid og gør status. Inspiration i naturen og hinanden, i lyden, kunsten, videnskaben, musikken eller maden.

Ja – hvor kommer vi fra og hvor er vi på vej hen? Det er jo spørgsmål som særligt optager netop kunsten, filosofien og videnskaben. Vi befinder os i hvert fald lige nu i en verden i hastig forandring på alle parametre: klimamæssigt, politisk, jobmæssigt. Af al den acceleration, store krav og distribueret opmærksomhed opstår et performancesamfund med nye stressrekorder og udbredt ensomhed.

Og hvad med inspirationen, som Krydsfelt nævner? Jo, den digitaliserede hverdag lokker med playlister, skabt særligt til dig, netflixfilm der matcher dig, og facebook-reklamer, der sjovt nok samler op på dit digitale fodaftryk, de såkaldte cookies, du efterlader på nettet. Dit kulturtilbud leveres af algoritmer, og din åndfuldhed bliver digitalt segmenteret. Det er trist og individualiseret. Og hvad værre er: vi bliver ikke eksponeret for noget, vi ikke allerede kender lidt til i forvejen.

Men det sjove med netop inspiration er, at den ofte kommer fra uventet kant. Og måske i mødet med noget helt andet. De møder kan opstå i dag. Og jeg tror godt at vi kan love, at hvis der cookies, så er det den slags du kan spise. Vi har brug for nærvær, tid og fordybelse. Vi har brug for at mærke naturen, ikke blot som noget der er uden for os, men snarere at vi selv er natur og ikke kan adskilles fra den. Vi har brug for at føle os fælles og forbundet, snarere end segmenteret og alene. Alt det stilles generøst til rådighed for os i dag.

Og hvad kan så landskabet? Lære os at være, at tage os tid, uden altid at gøre, og gøre en masse på nul tid. Derfor er vandreture blevet in. Slow living. Gamle konserveringsteknikker som fermentering, der tager tid. Bonderøven er hot.

New Nordic bølgen er – ligesom Krydsfelt – inspireret af det lokale, af stedet, og er blevet en international fortælling om og branding af det særligt danske. En form for ny, dansk guldalder, ikke ulig den oprindelige guldalders projekt, hvor billedkunstnere og forfattere arbejdede på at definere og hylde det danske landskab og den danske historie. Det var et dybt nationalkonservativt projekt, men det gik også mod samfundets stivnede idealer og indvarslede en ny tid. Samtidigt var det smækhamrende elitært, for nu at bruge et ord, som jeg ellers hader. Men det er nu ironisk når politikere i dag sparker til kunsten, kalder den elitær og uden berøring med ’folket’ – hvad det så end er for en generaliseret størrelse, for jeg tænker altid på fodboldkampe og andre store begivenheder, hvor netop folket samles. Her gjaldes nationalsangen ud fra bageste række. Og sørme så, om ikke den er et digt, skrevet af en såkaldt elitær person, nemlig den gode Oehlenschlæger. ’Der er et yndigt land’ var et stykke samtidskunst i sin tid.

I guldalderen kunne man dog nok ikke have holdt en festival som denne. Det var ulovligt at ytre sig frit, i hvert fald i forhold til Gud, konge og fædreland. Der var nemlig en lov, der indskrænkede ytringsfriheden, som ellers tidligere havde haft gode kår i Struenses dage. Men ak. Der kom nu langt flere regler, mere censur og strengere straffe i den såkaldte Trykkefrihedsforordning. Allerede dengang, i 1799, var myndighederne dygtige til at finde på navne på love, som lyder langt bedre end de er.

Denne forordning skabte dog et utilsigtet og vildt kreativt boost. For når man nu blev hårdt straffet for sin kritiske pen, ja, så fandt man på andre ting. Den romantiske strømning blev en kærkommen mulighed for at beskæftige sig med andre emner. Jeg har læst dette om romantikken:

”Romantikerne opfattede ikke længere naturen som noget, der lå uden for mennesket selv, noget, der kunne kategoriseres eller blot have med landbrug at gøre. Naturen havde flere dimensioner og var beriget med samme ånd, som mennesket var beriget med. Alt er forbundet i denne organismetanke.

Romantikernes natursyn fik derfor også stor betydning for naturvidenskaben i 1800-tallet.” Og det bliver bedre:

”Naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted udviklede en idé om, at naturen kan erkendes ved hjælp af intuition, og erkendelsen kan omsættes i videnskabelige afhandlinger lige så vel som i digte”. – Den var ikke gået i dag! Han ville være blevet udskammet fra egne rækker! ”I overensstemmelse med organismestænkningen antog Ørsted, at naturens kræfter var bundet sammen i en fælles enhed, dvs. at varme, lys og magnetisme udsprang fra samme urkraft.”

Hold nu fast. Jeg er og bliver romantiker!

Pga guldalderens censurerede samfund blev det lettere at diskutere og mødes i privaten. På Frederiksberg blev Bakkehuset et sted, hvor der blev holdt saloner. Ægteparret Rahbek ejede huset fra 1802 til 1830. Og de fyldte stuerne op med samtaler om kunst, litteratur, filosofi og videnskab. Og gæt hvem der kom her!? Både Oehlenschlæger OG H.C. Ørsted, men også H.C. Andersen, Ingemann, Heiberg og mange flere.

Hvor fantastisk inspirerende det må have været at høre de samtaler! Dengang var fagkategorierne ikke så kategoriske! Med alle de nye udfordringer, verden står overfor, er der brug for ny viden og fælles indsats. Derfor mener jeg, at vi skal arbejde mere sammen og ikke lade os adskille i de kategorier, som vores uddannelses- og jobvalg har sat os i. Det er også det, det flotte program i dag gør op med. Vores ene arrangør Lise afholder i øvrigt også saloner i sit hjem, ligesom Rahbekkerne, så når der ikke er Krydsfelt, er der åbent hjemme hos Lise. Men kun engang imellem…

I dag kan vi – heldigvis uden straf, uden censur – og i selskab med dybt kvalificerede mennesker – dele de gode historier og oplevelser med hinanden. Lad os inspireres af det bedste fra krydsfeltet mellem forskning, kunst og landskab.

Birgitte Kirkhoff Eriksen, direktør, Museet for Samtidskunst, Roskilde. Åbningstale ved Krydsfelt Festival, 4. maj 2019.