En dag fyldt med varme, humor og inspiration

Birgitte Kirkhoff Eriksen, direktør for Museet for Samtidskunst, åbnede Krydsfelt Festival 2019.

En sjælden gang sner det i maj. Få gange ser en festival dagen lys 4. maj. Og nogle gange falder disse ting sammen. Det gjorde det 4. maj i år hvor Krydsfelt Festival slog porten op for første gang. Det gik over alt forventning.

Birgitte Kirkhoff Eriksen, direktør for Museet for Samtidskunst, varmede laden om med sin åbningstalen, hvor hun blandt andet talte om inspirations landskab:

Men det sjove med netop inspiration er, at den ofte kommer fra uventet kant. Og måske i mødet med noget helt andet. De møder kan opstå i dag. Og jeg tror godt, at vi kan love, at hvis der er cookies, så er det den slags, du kan spise. Vi har brug for nærvær, tid og fordybelse. Vi har brug for at mærke naturen, ikke blot som noget der er uden for os, men snarere at vi selv er natur og ikke kan adskilles fra den. Vi har brug for at føle os fælles og forbundet, snarere end segmenteret og alene. Alt det stilles generøst til rådighed for os i dag. (Læs hele talen her)

Og igennem dagen blev der i den grad budt på oplevelser, der rykkede på deltagerne og pirrede nysgerrigheden.

Se et udvalg af billeder fra dagens aktiviteter herunder.

Tine Futtrup Lund, Erindringsfabrikkens grundlægger, under en af de performances hvor hun vækker minder og begivenheder fra historien til live. Foto: Bjarne Madsen
Teater Håndholdt ved Sif Jessen Hymøller, under en af de performances der var i løbet af dagen. Foto: Bjarne Madsen
Dialogerne i sand er en ordløs og intens måde at være til stede på i nuet. Kunstner Helle Hove står bag sanddialogen. Foto: Bjarne Madsen
FOS og Karen Fastrup i snak med Marie-Louise Høstbo. Hver talk startede med et glas mjød fra Snoremark bryggeri, da mjød siges at løsne tungebåndet og styrke intelligensen.
Kunstner Annika Nilssons performanceinstallationen Brodmann ́s Omr. 17. 
Tine Høeg og Sicilia Gadborg Høegh talte med Lise Kristoffersen.
Mathilde Walter Clark og Minik Thorleif Rosing talte med Lise Kristoffersen i dagens sidste talk.
Foto: Bjarne Madsen
Kunstner Mie Olise Kjærgaard og arkitekt Erik Brandt Dam talte med Sascha Amarasinha Foto: Bjarne Madsen
Lone Hørslev og Peter Adolphsen læste op på Parkscenen. Foto: Bjarne Madsen
Præst Kristian Gylling talte om tro, etik og dannelse på Parkscenen. Foto: Asta Falk
Hele dagen igennem serverede Gastronetten varme retter til de sultne festivalgængere.Foto: Bjarne Madsen
Trods kulden var der der hele dagen god stemning og folk, der mødtes på kryds og tværs. Foto: Asta Falk
Smukke Østrupgård hvor Krydsfelt afholdtes. Foto: Bjarne Madsen
Pernille Rosendahl trio rundede dagen af med intens og smuk koncert i laden. Foto: Bjarne Madsen
Foto: Asta Falk

Tak, Birgitte Kirkhoff Eriksen

Tak for ordet.

Det er en fornøjelse at få lov til at åbne en festival som denne.

Jeg tager hatten af for alt det arbejde, der er lagt i, for at vi alle sammen kan mødes i dag. Det er jo altså ikke noget, I gør for pengenes skyld. Der ligger et andet drive bag. Et ønske om at dele gode kunstoplevelser og viden med andre. Ud fra en kærlighed til sproget, musikken, landskabet. Det drive og den nysgerrighed og åbenhed vækker formentlig også genklang hos kunstnerne, filosofferne og forskerne, som deler deres kunnen og viden med os andre i dag. Tak for det.

Der er utroligt mange festivaler rundt om i dette land. Netop denne, vil med egne ord

Sætte fokus på inspirationen og stedet; hvor kommer vi fra og hvor er vi på vej hen. Med Krydsfelt Festival stopper vi op for en tid og gør status. Inspiration i naturen og hinanden, i lyden, kunsten, videnskaben, musikken eller maden.

Ja – hvor kommer vi fra og hvor er vi på vej hen? Det er jo spørgsmål som særligt optager netop kunsten, filosofien og videnskaben. Vi befinder os i hvert fald lige nu i en verden i hastig forandring på alle parametre: klimamæssigt, politisk, jobmæssigt. Af al den acceleration, store krav og distribueret opmærksomhed opstår et performancesamfund med nye stressrekorder og udbredt ensomhed.

Og hvad med inspirationen, som Krydsfelt nævner? Jo, den digitaliserede hverdag lokker med playlister, skabt særligt til dig, netflixfilm der matcher dig, og facebook-reklamer, der sjovt nok samler op på dit digitale fodaftryk, de såkaldte cookies, du efterlader på nettet. Dit kulturtilbud leveres af algoritmer, og din åndfuldhed bliver digitalt segmenteret. Det er trist og individualiseret. Og hvad værre er: vi bliver ikke eksponeret for noget, vi ikke allerede kender lidt til i forvejen.

Men det sjove med netop inspiration er, at den ofte kommer fra uventet kant. Og måske i mødet med noget helt andet. De møder kan opstå i dag. Og jeg tror godt at vi kan love, at hvis der cookies, så er det den slags du kan spise. Vi har brug for nærvær, tid og fordybelse. Vi har brug for at mærke naturen, ikke blot som noget der er uden for os, men snarere at vi selv er natur og ikke kan adskilles fra den. Vi har brug for at føle os fælles og forbundet, snarere end segmenteret og alene. Alt det stilles generøst til rådighed for os i dag.

Og hvad kan så landskabet? Lære os at være, at tage os tid, uden altid at gøre, og gøre en masse på nul tid. Derfor er vandreture blevet in. Slow living. Gamle konserveringsteknikker som fermentering, der tager tid. Bonderøven er hot.

New Nordic bølgen er – ligesom Krydsfelt – inspireret af det lokale, af stedet, og er blevet en international fortælling om og branding af det særligt danske. En form for ny, dansk guldalder, ikke ulig den oprindelige guldalders projekt, hvor billedkunstnere og forfattere arbejdede på at definere og hylde det danske landskab og den danske historie. Det var et dybt nationalkonservativt projekt, men det gik også mod samfundets stivnede idealer og indvarslede en ny tid. Samtidigt var det smækhamrende elitært, for nu at bruge et ord, som jeg ellers hader. Men det er nu ironisk når politikere i dag sparker til kunsten, kalder den elitær og uden berøring med ’folket’ – hvad det så end er for en generaliseret størrelse, for jeg tænker altid på fodboldkampe og andre store begivenheder, hvor netop folket samles. Her gjaldes nationalsangen ud fra bageste række. Og sørme så, om ikke den er et digt, skrevet af en såkaldt elitær person, nemlig den gode Oehlenschlæger. ’Der er et yndigt land’ var et stykke samtidskunst i sin tid.

I guldalderen kunne man dog nok ikke have holdt en festival som denne. Det var ulovligt at ytre sig frit, i hvert fald i forhold til Gud, konge og fædreland. Der var nemlig en lov, der indskrænkede ytringsfriheden, som ellers tidligere havde haft gode kår i Struenses dage. Men ak. Der kom nu langt flere regler, mere censur og strengere straffe i den såkaldte Trykkefrihedsforordning. Allerede dengang, i 1799, var myndighederne dygtige til at finde på navne på love, som lyder langt bedre end de er.

Denne forordning skabte dog et utilsigtet og vildt kreativt boost. For når man nu blev hårdt straffet for sin kritiske pen, ja, så fandt man på andre ting. Den romantiske strømning blev en kærkommen mulighed for at beskæftige sig med andre emner. Jeg har læst dette om romantikken:

”Romantikerne opfattede ikke længere naturen som noget, der lå uden for mennesket selv, noget, der kunne kategoriseres eller blot have med landbrug at gøre. Naturen havde flere dimensioner og var beriget med samme ånd, som mennesket var beriget med. Alt er forbundet i denne organismetanke.

Romantikernes natursyn fik derfor også stor betydning for naturvidenskaben i 1800-tallet.” Og det bliver bedre:

”Naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted udviklede en idé om, at naturen kan erkendes ved hjælp af intuition, og erkendelsen kan omsættes i videnskabelige afhandlinger lige så vel som i digte”. – Den var ikke gået i dag! Han ville være blevet udskammet fra egne rækker! ”I overensstemmelse med organismestænkningen antog Ørsted, at naturens kræfter var bundet sammen i en fælles enhed, dvs. at varme, lys og magnetisme udsprang fra samme urkraft.”

Hold nu fast. Jeg er og bliver romantiker!

Pga guldalderens censurerede samfund blev det lettere at diskutere og mødes i privaten. På Frederiksberg blev Bakkehuset et sted, hvor der blev holdt saloner. Ægteparret Rahbek ejede huset fra 1802 til 1830. Og de fyldte stuerne op med samtaler om kunst, litteratur, filosofi og videnskab. Og gæt hvem der kom her!? Både Oehlenschlæger OG H.C. Ørsted, men også H.C. Andersen, Ingemann, Heiberg og mange flere.

Hvor fantastisk inspirerende det må have været at høre de samtaler! Dengang var fagkategorierne ikke så kategoriske! Med alle de nye udfordringer, verden står overfor, er der brug for ny viden og fælles indsats. Derfor mener jeg, at vi skal arbejde mere sammen og ikke lade os adskille i de kategorier, som vores uddannelses- og jobvalg har sat os i. Det er også det, det flotte program i dag gør op med. Vores ene arrangør Lise afholder i øvrigt også saloner i sit hjem, ligesom Rahbekkerne, så når der ikke er Krydsfelt, er der åbent hjemme hos Lise. Men kun engang imellem…

I dag kan vi – heldigvis uden straf, uden censur – og i selskab med dybt kvalificerede mennesker – dele de gode historier og oplevelser med hinanden. Lad os inspireres af det bedste fra krydsfeltet mellem forskning, kunst og landskab.

Birgitte Kirkhoff Eriksen, direktør, Museet for Samtidskunst, Roskilde. Åbningstale ved Krydsfelt Festival, 4. maj 2019.

Tusind tak for støtten

Vi er ydmyge, stolte og utrolig glade for al den opbakning, vi har fået fra alle sider til vores arbejde med at bygge Krydsfelt op.

Helt specifikt vil vi gerne sende stor tak til Statens Kunstfond, Roskilde Kommune, Underværker/Realdania og William Demant Fonden for deres tro på projektet og deres økonomiske støtte. Uden dem var Krydsfelt ikke blevet til noget.

Siden oktober hvor Foreningen Krydsfelt så dagens lys for første gang, har vi mødt så mange gode, dygtige mennesker, der har stået klar med deres viden og hjælpsomhed og gjort det muligt for os at få Krydsfelt til at flyve.

Krydsfelt handler om at skabe forbindelser mellem mennesker, forskning, kunst, musik og mad. Alt arbejdet op til festivalen får det allerede til at give så god mening.

Vi glæder os utroligt meget til at byde alle vores gæster velkomne på lørdag den 4. maj, hvor første udgave af Krydsfelt Festival skydes i gang.

TAK!

Kh Marie-Louise og Lise

Nedtælling

Krydsfelt festival er en intim festival, hvor du kommer helt tæt på forfatterne, kunstnerne og musikerne.

Det bliver en helt unik oplevelse med så mange fantastiske mennesker på programmet.

Med kun tre dage igen er forberedelserne i fuld gang i og omkring laden på Østrupgård.

Fryd Frydendal deltager på Krydsfelt Festival med stort print på tekstil. Foto: Marie-Louise Høstbo

På lørdag fylder vi laden og parken med musik, talks og kunst. 

Ladescenen vil hele dagen være i gang med talks med forfatter Tine Høeg, skuespiller Sicilia Gadborg Høegh, kunstner FOS, forfatter Karen Fastrup, kunstner Mie Olise Kjærgaard, arkitekt Erik Brandt Dam, præst Kristian Gylling, filosof Jesper Ryberg, filosof Olav Hesseldahl, forfatter Mathilde Walter Clark og professor i geologi Minik Rosing … alt sammen fra kl 10 og indtil den afsluttende koncert med Pernille Rosendahl, der starter kl 16. 

I laden har Krydsfelt den store fornøjelse at have nye værker af kunstner Fryd Frydendal og Linda Orloff med S-scape serien.

På parkscenen vil forfatterne Peter Adolphsen og Lone Hørslev læse op. 

Gå på opdagelse i parken, hvor du kan du deltage i kunstner Helle Hoves ordløse dialoger i sand, samt Annika Nilssons performanceinstallation om øjet – Brodmann ́s Omr. 17.

Stenhuset rummer kunstnersammenslutningen Tifuglepåtaget, som laver performance to gange i løbet af dagen. Der vil desuden dagen igennem være udstilling med Jacob Fälling og Kenneth Olsson, der har eksperimenteret med en kunstnerisk kortlægning af stedet og landskabet omkring Østrupgård i en såkaldt “mikrogeografi.”

Batzer & co deltager i laden med salg af bøger fra forlaget. Roskilde forlaget har en stjernerække af dygtige forfattere tilknyttet. Der vil være gode tilbud på dagen.

Gastronetten har rullet sin food-truck ud på pladsen foran laden og sælger super lækre retter, lige til at spise på de opstillede bænke eller på græsset i parken.

Bryggeriet Snoremark sælger prisvindende hjemmebrygget mjød og mikser desuden indbydende drinks. 

OG. Så er der ALT det andet, der kommer til at ske på lørdag på Østrupgård.

Vi glæder os til at se jer!

Søg og find

Kan man tilegne sig et sted ved at være der i 24 timer? Bliver oplevelsen af landskabet stærkere, når man tegner, fotograferer og beskriver det? Kan man formidle, hvad der gør netop dette sted unikt, hvis man illustrerer i én uafbrudt strøm? Det var nogle af de spørgsmål, Kenneth S. Olsson og Jakob Fälling stillede sig selv, da de drog til Østrup i starten af april for at indsamle viden og sanseindtryk om Østrupgård, Østrup sø og naturen deromkring. Siden har de bearbejdet deres tegninger og fotografier og udstiller dem i syv stopfyldte skitsebøger i Stenhuset til Krydsfelt Festival. Tilsammen danner bøgerne et skramlet og hullet bud på en mikrogeografi over Østrup.

Stjerneforsker Minik Rosing til Krydsfelt

Danmarks verdenskendte forsker Minik Rosing, professor i geologi på Københavns Universitet, deltager i talk på Krydsfelt Festival.

Minik Thorleif Rosing, professor i geologi ved Københavns Universitet, Geologisk Museum, Statens naturhistoriske Museum. Foto: Les Kaner

Minik Thorleif Rosing har igennem tiden modtaget en skov af priser fra Rosenkjærprisen til Danmarks Geologipris til H.C. Ørsted Prisen og senest i 2018 Rungstedlundprisen. Det vidner i høj grad om en forsker, der forstår at formidle sit stof på en bred og forståelig måde.

På Krydsfelt Festival vil Minik Rosing tale om sit virke som forsker og ikke mindst sin interesse for sammenhængen mellem kunst og forskning.

Rosing har tidligere udtalt til Uniavisen.dk,

»Jeg har altid interesseret mig meget for sammenhængen mellem kunst og videnskab. Begge aktiviteter er forsøg på at forstå den verden, vi lever i, og vores egen rolle i verden. Og kommunikere den viden, så flest muligt får glæde af den. I en bred forstand er det et stort plus, hvis forskning bliver til noget, der kan fortælles i stedet for bare nogle tal.« (Minik Rosing finder fortællinger bag næste bakketop. Uniavisen.dk)

Vi glæder os meget til at få besøg af Minik Rosing, som vil tale med forfatter Mathilde Walter Clark den 4. maj på festivalens Ladescene.

Krydsfelt Festival er en ny ambitiøs festival på den danske kulturscene

Salon-kulturen og traditionen med herregården som det kulturelle epicenter foldes ud i den smukke lade på herregården Østrupgård ved Roskilde. Programmet er spækket af kulturpersonligheder i talks, performances og kunst, og med Pernille Rosendahl som det musikalske hovednavn. 

Krydsfelt er en ny festival, som giver sine gæster en helhedsoplevelse af musik, talks, kunst og mad i naturskønne omgivelser nord for Roskilde den 4. maj 2019. 

Når Krydsfelt den 4. maj for første gang åbner porten til den smukke ladebygning ved Gundsømagle Sø, er det med et ambitiøst program af musikere, forskere, forfattere og kunstnere, der står klar til at give festivalens gæster en kulturel oplevelse i intime rammer. Scenen vil dagen igennem være centrum for talks om emner som inspiration, kultur, natur, kunst og litteratur. Rummet og den omkringliggende park indbyder til fordybelse i performances, kunst og litteratur.

Pernille Rosendahl er det musikalske hovednavn på den første udgave af Krydsfelt, og vi er stolte over, at hun har valgt at lægge sin sommertour forbi Østrupgård, for at give publikum en helt unik koncertoplevelse. 

Programmet består udover musik også af en række talks med en stribe af anerkendte forfattere, forskere og kunstnere. Tine Høeg, Mie Olise Kjærgaard, FOS, Karen Fastrup og Olav Hesseldahl er blot nogle af navnene. 

Parken omkring laden bliver også inddraget til kunstperformances og oplæsning af blandt andre Lone Hørslev, Peter Adolphsen og Helle Hove.

Krydsfelt Festival skaber et rum for fordybelse i de forholdsvis intime rammer omkring Østrupgård. Festivalen bygger oven på den gamle tradition med herregårdene som kulturelle epicentre lokalt og nationalt, og folder salon-traditionen ud for at bidrage med inspiration, nærvær og fælleskab. 

Bag Krydsfelt Festval står Lise Kristoffersen og Marie-Louise Høstbo, der tilsammen har mange års erfaring i at skabe kulturelle events, hvoraf de succesfulde litterære saloner under Jeg holder SALONer noget af det grundlag stifterne bygger videre på med den nye festival.

Festivalen er støttet af Statens Kunstfond, Roskilde Kommune og Underværker.

Kontakt os for yderligere oplysninger her.

Pernille Rosendahl er det musikalske hovednavn på Krydsfelt 2019

Krydsfelt Festival kan i dag offentliggøre Pernille Rosendahl som det musikalske hovednavn i den smukke lade på Østrupgård.

Krydsfelt er en ny festival, som giver sine gæster en helhedsoplevelse af musik, talks, kunst og mad i naturskønne omgivelser nord for Roskilde den 4. maj 2019.

Når Krydsfelt den 4. maj åbner porten til den smukke ladebygning ved Gundsømagle Sø, er det med et ambitiøst program af musikere, forskere, forfattere og kunstnere, der står klar til at give festivalens gæster en kulturel oplevelse i intime rammer.  

Pernille Rosendahl er det musikalske hovednavn på den første udgave af Krydsfelt, og vi er stolte over at hun har valgt at lægge sin sommertour forbi Østrupgård, for at give publikum en helt unik koncertoplevelse.

Det høres og ses, når Pernille Rosendahl står i rampelyset. Hun er tilpas sofistikeret og smukt skrøbelig – karaktertræk, der kendetegner hendes solonumre, nyfortolkninger af Swan Lee, The Storm og sange fra ”Toppen af Poppen”. I dag er Pernille Rosendahl en af de mest dragende vokalister og erfarne sangskrivere, danskerne har lært at kende siden hun i starten af årtusindeskiftet med indiepop-orkesteret Swan Lee satte sig solidt på popmusikken herhjemme. Ikke alene står hun med en perlerække af pophits, flere hundrede tusinde solgte album som solo og i forskellige konstellationer og et koncertvirke som kun er overgået af få andre danske artister af samme kaliber.

Pernille Rosendahl er aktuel i musikprogrammet ”Toppen af Poppen” og har allerede høstet de danske TV-seeres anerkendelse og kærlighed for hendes optrædener og fortolkninger af de øvrige deltageres sange.

Både i det aktuelle ”Toppen af Poppen” og i gennem hele Pernille Rosendahls succesfulde karriere står klart, at hendes kunstneriske metier er at ramme publikum lige dér, hvor følelser mærkes mest intenst og efterlader allerstørst indtryk.

Med et sådant nærvær tager sangerinden publikum med på en rejse i sit fantastiske og enestående musikalske univers ført an af den signifikante stemme, som kun tilhører Pernille Rosendahl.

Vi glæder os til byde Pernille Rosendahl velkommen på Krydsfelt den 4. maj.

Besøg fra Byens Hus

Krydsfelt Festival ønsker et bredt og ambitiøst samarbejde med professionelle folk indenfor erhverv, kunst og kultur.

I Roskilde ligger Byens Hus som huser kunstnerfællesskabet Tifuglepåtaget. Den 4. maj deltager de med forskellige performances i Stenhuset på Østrupgård.

I fredags var de på besøg på Østrupgård, hvor vi gennemgik planerne for dagen.

Det bliver fantastisk – I kan godt glæde jer!

Der er fri adgang til alle aktiviteter, så snart I har sikret jer billetter til dagen. Billetter kan købes her.

Vi glæder os meget til samarbejdet med alle disse dygtige mennesker.

Krydsfelt Festival er en ny festival i Roskilde. Vi fylder den 4. maj med musik, samtaler og kunst i smukke omgivelser på Østrupgaard.