Tifuglepåtaget

Kunstnerfællesskabet TIFUGLEPÅTAGET indtager Stenhuset under Krydsfelt Festivalen på Østrupgård.

En del af kunstnerkollektivet Tifulglepåtaget der hører til i Byens Hus i Roskilde



Billedkunstner Kenneth Olsson og forfatter Jakob Fälling udstiller tegninger, tekster og fotografier på Stenladens port. De eksperimenterer med en kunstnerisk kortlægning af stedet og landskabet i en såkaldt “mikrogeografi.”

Udstillingen ledsages af et lydspor, der dokumenterer deres dataindsamling i området omkring Østrupgård. Udstillingen i stenhuset er åben mellem 10-17.

Klokken 11.15 og klokken 14.30 overtager 3 andre kunstnere fra fællesskabet huset.

Tine Futtrup Lund fra Erindringsfabrikken har taget objekter med fra sin værktøjskasse. Et krøllejern fra 40’erne, et gammelt legetøjskomfur, en pung af fiskeskind og andet godt.

Med publikums medvirken opstår levende historier i en udveksling med Tine.

Dukkespiller Sif Jessen Hymøller indsamler objekter på gården og i den omkringliggende natur. En håndfuld sten, nogle blade, gammelt legetøj, møtrikker osv. Objekterne spiller karakterer i de historier, der opstår i samspil med publikum.

Haiku digteren Peter Campbell Bensted fortæller gennem augmented reality sin livshistorie ”The Haikus of Hallucinogenia”. Publikum får også mulighed for at skabe haikudigte på SMS. Det bedste digt præmieres efter festivallen og får et liv ved Østrupgård via augmented reality.

Om TIFUGLEPÅTAGET

Kunstnerfællesskabet har til huse på 2. sal i Byens hus nær Roskildes travle hovedtorv og handelsgade. Fællesskabet insisterer på professionalitet og høj kunstnerisk kvalitet, og består af scenekunstnere, performere og forfattere, som bor eller har praksis i kommunen. Den bærende idé er, at de forskellige kunstneriske fagligheder gavner huset, byen og kunstnerne selv.

Kurator for TIFUGLEPÅTAGET er kulturkonsulent Marie Berthelsen, som igennem årtier har udviklet Roskilde Kommune med kunst som drivkraft.